The Blog
Performance i dybden
I mens Junge Hunde festivalen klinger af i Århus overtager Århus Kunstbygning heldigvis performance-fokuset og inviterer til et seminar med titlen “Performance art and institutionalization”
24. november.
Hvad betyder det for den performative kunst, at den har bevæget sig fra det offenlige rum, til mindre kredse og i stor stil også ind i kunstinstitutionens rammer – og tilbage igen?
Hvad kendetegner performance-værket?
Et inspirerende hold er samlet for at komme med bud på de spørgsmål og at grave i essensen af performance-begrebet og alle dets aspekter. Du kan bl.a. møde performer Martha Wilson, teoretiker Rune Gade, performer Line Skywalker Karlström og tidligere leder på den Frie Udstillingsbygning Karin Hindsbo, der er nylig tiltrådt kuntnerisk leder af Århus Kunstbygning.
Se programmet her
Et længe ventet opgør med en gammel kludedukke?
For nylig meddelte Kulturministeren, at han har nedsat et udvalg, der skal se på kunststøttesystemet. Det er Kunstrådet selv, understøttet af et kor af kunstnere, der længe har råbt på et andet system for uddeling af kunststøtte i stedet for det nuværende patchwork af råd, nævn, særbevillinger og puljer.
Håbet i Kunstrådet er, at eftersynet kan føre til en mere langsigtet strategi for, hvordan man bedst kan fremme kunsten. Med en langsigtet strategi er forventningen, at kunstnere vil møde et mere gennemsigtigt støttesystem, og at råd, nævn og udvalg ikke bare opstår som en fiks ide, der er spændt for en signalpolitisk vogn.
Særlig interessant er Kunstrådets betoning af en sikring af armslængdeprincippet, og de ting der følger med den. For det er ikke kun en kunstfaglig frihed til at fordele midlerne (uden politisk detailstyring), som råd og udvalg ideelt set har i kraft af deres funktion som armslængdeorgan. De sidder også med aben, når de neddrosler støtte, indtil en politiker, der lader sig tryne af folkestemningen lapper et driftshul i sidste øjeblik and saves the day… Men netop den velmenende lapning undergraver rådenes beslutninger og binder deres handlefrihed, fordi lapningen tages fra de frie midler. Det er en af forklaringerne på, hvorfor støttesystemet er en sammenlappet og uoverskueligt som en slidt kludedukke.
Konsekvenserne af et nyt støttesystem?
Men hvordan ser det optimale kunststøttesystem ud? Og hvad kan en ændret kunststøtte helt overordnet komme til at betyde for den frie scenekunst, og for et samlet kunstmiljø?
Et bud er, at det vil skabe KLARHED omkring støtteberettigelse og satsningsområder. Et andet bud er at kunststøtten barberes ned, de ri anden omgang vil sætte tryk på den private finansiering af kunst, og måske vil vi se flere afdragsmuligheder for virksomheder, der støtter kunst? (Hør mere om tendensen med stigende privat kunststøtte, som kurator Milena Høgsberg fortæller om).
Om kunststøtten overhovedet bliver revideret, står ikke klart endnu, men hvis den gør, hvordan så? Vi skal som udøvende kunstnere og kunstinteressenter bruge ventetiden på at overveje, hvordan vi får et sundt og godt støttesystem, der giver mening for udøvende kunstnere, så kunstbrugere får glæde af kunsten. Vi skal invitere os selv til en høring, når der kommer konkrete forslag på bordet. Lad os sørge for at den nedslidte kludedukke ikke bare får nye lapper, men et helt nyt skelet!
Udformningen af kunststøtten kommer i sidste ende også til at afhænge af, hvilken regering vi har, når der skal sættes handling bag udredningens konklusioner.
Trackbacks